"Ja jeg kan" - den hårdtarbejdende generation
Folk snakker om “jeg er ligeglad” generationen. Unge mennesker, som er ligeglade med deres skole eller arbejde eller fremtiden, fordi de lever i sådan en fredelig tid, så de kan ikke se en ende på det. Unge mennesker, som dropper ud af gymnasiet, fordi byggearbejdet udenfor havde behov for en arbejder og betalte gode penge, uden at indse, at det arbejde nok ville slutte på et tidspunkt. Men det blev til den hårdtarbejdende generation.
Jobmarkedets åbne døre lukkede pludselig i. Børn vendte tilbage til skolen, næsten ud af vane, og uanset hvilket job de havde. Det var lige meget, om de havde eller ikke havde lyst til at fortsætte deres studier. De havde ikke et job. De havde ingen erfaring og jobmarkedet ønskede ikke længere at ansætte dem.
En hårdtarbejdende generation uden særlig mange muligheder
Dette er til dels, sådan vi endte med den bedst rustet generation i historien. Og selvom det måske virker modstridende, er det også en generation med det værste akademiske præstationsniveau.
Vi har en hårdtarbejdende generation af unge mennesker, som har fuldstændig og chokerende nok accepteret forhindringerne på vejen, og de krav virksomheder stiller til dem for at blive ansat i deres virksomheder. På den måde er vi endt med baristaer, som snakker fem sprog og kan programmere i C++ eller lagerarbejdere med en Ph.d i kvantemekanik.
Vi har også praktikanter, som hjælper virksomheden med at overleve. De er kvalificerede, motiverede og lavt betalte mennesker. Mange gange betyder de statstilskud og prestige for virksomheden, de er i praktik hos. Vi må ikke sige, de arbejder, fordi hvis de gjorde, så ville vi blive nødt til at melde dem, ikke sandt?
Selvfølgelig er der ingen forventninger. Generaliseringer tager aldrig dem med. Men hvis bare der var flere forventninger, i form af virksomheder, som tilbød seriøse, specialiserede og ordentligt betalt træning, med et jobtilbud, som ventede, når træningsperioden var ovre.
Hvis der bare var flere virksomheder, som forstod, at de praktikanter, de er afhængige af, er fremtiden. Som de burde investere i. Men verden fortalte os, at hvis vi var gode og arbejdede hårdt i skolen, ville der være en hel verden af muligheder åben for os.
Du tror på det, og så indser du, at det ikke er sandt. Mulighederne går til alle chefens venner, så alle de, som har brugt deres tid på at få de rigtige venner, ville ende med at blive vellykket.
Håb for denne hårdtarbejdende generation
Jeg synes denne generation af unge mennesker fortjener gode muligheder. De fortjener dem, fordi de accepterede de strenge regler i dette spil kaldet livet.
Fordi de generelt set ved, at der ikke er mange muligheder. Men de tog stadigvæk ud for at lede efter dem. Fordi de ikke beskyldte generationerne før dem får at dømme dem, og for at få dem til at miste håbet.
Vi snakker om en gruppe af uddannede, ekstremt energiske unge mennesker. De skynder sig til et arbejde om morgenen, et andet om aftenen, mens de samtidig arbejder på deres kandidat. Vi snakker om en generation, som har mere tilgang til teknologi, end nogen anden i historien. Det er en generation, som er blevet solgt en ide om, at de skal have fundet deres fodfæste, for at kunne starte en familie, hvilket faktisk ikke er nemt mere.
Det er derfor, at selvom vi kan udpege en masse mangler i denne yngre generation, kan vi ikke sige, de ikke arbejder eller leder efter muligheder. Vi kan ikke sige, de ikke er villige til at ofre deres tid, venskaber eller endda forhold for at flytte til en anden by, hvor der er mere plads til dem.
Tingene var måske bedre på mange måder i fortiden. Men at forblive i fortiden betyder, at man kun ser en del af virkeligheden. Og det er ikke fair over for den nutid, vi skal leve i dag.