Fortællingen om kapitalismens udvikling har været til heftig debat de seneste år. Den overskyggende fortælling synes at male et pessimistisk billede af nutidens kapitalisme, hvor påvirkningerne fra den øgede økonomiske globalisering har resulteret i blandt andet øget økonomisk ulighed og en svækkelse af nationalstaten.
Tilbage står den demokratiske nationalstat svækket – og politik er blevet reduceret til simpel symbolik. Den globale kapitalisme underminerer således demokrati og lighed i de vestlige kapitalistiske demokratier: Det er markedet imod politikken – og markedet vinder!
Men det er faktisk slet ikke tilfældet. I hvert fald ikke hvis man spørger de to politiske økonomer, Torben Iversen (professor ved Harvard) og David Soskice (professor ved London School of Economics), der i deres nye akademiske hardhitter Democracy and Prosperity: Reinventing Capitalism Through a Turbulent Century leverer en overbevisende og alternativ fortælling.
Torben Iversen og David Soskice: ’Democracy and Prosperity – Reinventing Capitalism Through a Turbulent Century’. 360 sider. 29.90 dollar. Princeton University Press
Bogens grundlæggende spørgsmål
I modsætning til tidens ånd, hvor opbrud og disruption er på alle folks læber, stiller Iversen og Soskice det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er kapitalistiske demokratiske systemer egentlig så modstandsdygtige? Dette er et særligt interessant spørgsmål set i lyset af, at demokratiske kapitalistiske systemer (med ganske få undtagelser) har gennemlevet det 20. århundrede – et af de mest kaotiske og urolige århundrede i nyere tid præget af blandt andet to verdenskrige, en lang række økonomiske kriser og omvæltende skift i produktionsformer (tænk blot på overgangen fra industriproduktion til serviceproduktion). I en tid hvor mange taler om opbrud og forandring, bliver bogens budskaber desto kun mere relevante.
Middelklassen som omdrejningspunkt
Hvorfor er demokratiske kapitalistiske systemer så modstandsdygtige? Den simple forklaring er ifølge Iversen og Soskice, at demokratier fortsat investerer i uddannelse. Et udtryk for denne udvikling er den markante investering i uddannelse, vi har set i alle de vestlige demokratier de seneste årtier, hvilket kan ses i andelen af en ungdomsårgang, der får en videregående uddannelse.
I ’vidensøkonomien’ er der derfor et stigende fokus på viden, som en afgørende faktor for virksomheders produktion og innovationsevne. Ved fortsat at investere i – og forøge adgang til – uddannelse, får både virksomheder og store dele af befolkningen således et større udbytte af denne form for økonomi, hvor viden i højere grad bliver set som omdrejningspunkt for vækst.
Hvor kommer denne viden så fra? Forfatternes svar: nationernes middelklasse. Eftersom store dele af middelklassen (og den højere middelklasse) er blevet relativt veluddannet, får de derfor også det største udbytte af vidensøkonomien via de værdifulde videnskompetencer, som uddannelse giver. Middelklassen har altså en interesse i, at de videnstunge sektorer i økonomien styrkes.
De afgørende vælgere
I denne forstand mener Iversen og Soskice, at der er et symbiotisk forhold mellem kapitalisme og demokrati: Den avancerede kapitalisme hungrer efter veluddannet arbejdskraft, og demokratiet leverer personer med de nødvendige videnskompetencer, så virksomheder kan producere og innovere i vidensøkonomien. Samtidig nyder middelklassen og dens børn også godt af dette symbiotiske forhold.
Da (den veluddannede) middelklasse derfor må anses for at være den gruppe af vælgere, der afgør et valg – såkaldte afgørende vælgere – er politikere således opsatte på at efterleve deres ønsker. Hvad man i en dansk kontekst kunne kalde kampen om midten mellem SF, S, De Radikale, Venstre og DF. Eksemplerne på denne kamp er mange.
Tænk blot på politikeres eftergivenhed over for at beskytte boligejeres økonomiske magtposition – eller borgeres hårdt opsparede (privat)pensioner for den sags skyld. Hvem nyder rigtig godt af det? Det gør middelklassen. For at tilgodese disse behov har politikere i den vestlige verden derfor dereguleret finansielle markeder. Det betyder imidlertid også, at den stigende ulighed er politisk bestemt og ikke drevet af et par enkelte kapitalistiske love.
Når for eksempel Piketty og andre derfor udelukkende analyserer de allerrigeste ved at se på koncentrationen af rigdom (top-10, 1, 0,1 procent), glemmer de, mener Iversen og Soskice, at tage hensyn til den brede middelklasses politiske indflydelse. Derfor bør man i stedet kigge på, hvordan de andre indkomstpercentiler agerer, især den største af dem – den, som vi netop typisk betegner som den brede middelklasse. Gør man det, tegner der sig nemlig et helt andet billede.
Lige meget hvilket mål man anvender, er uligheden steget på tværs af (næsten) alle vestlige lande siden 1980’erne. Dog påpeger Iversen og Soskice, at forholdet mellem middelklassens disponible indkomst og den gennemsnitlige disponible indkomst i samme periode ikke har været faldende (modsat hvad de fleste tror). For Iversen og Soskice er medlemmerne af denne klasse i udgangspunktet nemlig ikke interesseret i lighed eller omfordeling. De er snarere interesseret i deres egen (og deres børns fremtidige) indkomst og velfærd. Og det viser sig typisk ved politiske valg.
Virksomheder er slet ikke så mobile, som vi tror
Det er efterhånden velkendt, at kapital flytter sig hurtigere end mennesker i vidensøkonomien. Men ifølge Iversen og Soskice, betyder det ikke, at kapitalen dermed underlægger sig denne flygtighed. Det skyldes, at virksomheders produktion i vidensøkonomien er stærkt afhængig af deres lokation. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at mange techvirksomheder er placeret i Silicon Valley i det nordlige Californien i USA. De nyder nemlig godt af de lokale ressourcer og netværk, som området tilbyder – såsom kvalificeret arbejdskraft eller et specialiseret forskningsmiljø.
Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at Silicon Valley ikke er rykket til Langeland endnu. Hvorfor? Fordi Langeland ikke havde den nødvendige specialiserede arbejdskraft og infrastruktur, som virksomhederne efterspurgte, da techbølgen flød ind over land og rige. Og nu hvor virksomheder specialiseret i teknologi er rigtig godt etableret, er disse selv samme virksomheder også blevet afhængig af hinanden og det omgivende miljø. Placering er derfor af afgørende betydning, da virksomheder til syvende og sidst beror på en specialiseret arbejdsstyrke forankret i lokale ressourcer og netværk.
Argumentet lyder derfor, at det langtfra er omkostningsfrit for virksomhederne at omplacere deres arbejdskraft, da lokale ressourcer og netværk er afgørende for produktionen. Iversen og Soskice viser dog ikke empirisk, hvilke virksomheder der flytter/ikke flytter, men det skulle angiveligt vis kun gælde for virksomheder, der er afhængig af specialiseret og veluddannet arbejdskraft. På trods af at virksomheder i dag sagtens kan levere services og varer globalt, er det ifølge forfatterne en vigtig pointe, at de stadig er lokalt forankret med dertilhørende afhængighedsforhold. Ja, faktisk så styrker globaliseringen blot virksomhedernes lokale afhængighedsforhold, da produktionen bliver stadig mere specialiseret og afhængig af viden.
Iversen og Soskice er enige i, at flygtig kapital underminerer nationalstatens magt. Der er bare det, at kapitalen slet ikke er så flygtig, som vi tror. Det betyder imidlertid, at virksomheder, der primært opererer i vidensøkonomien, ikke for alvor kan true politikerne med at flytte ud af landet, da de er afhængige af deres regionale placering.
Den ultimative konsekvens: Nationalstaten bliver stærkere og ikke svagere i takt med, at globaliseringen stiger. Nationalstaten træder dermed ind på scenen, som en af de væsentlige aktører i vidensøkonomien. Med andre ord: Nationalstaten og middelklassen er i høj grad medvirkende til at skabe en politik til gavn for markedet – og markedet giver generøst tilbage til middelklassen i form af lukrative (fremtids)muligheder i de videnstunge sektorer.
Kritikpunkter
En række kritikpunkter af bogen kan naturligvis nævnes. Bogen operer med en vælger, der anses for at være meget rationel, og som derfor kan gennemskue konsekvenserne af forskellige politiske tiltag, hvilket man med god grund bør sætte spørgsmålstegn ved. Sat på spidsen, skulle Trump i så fald få et kæmpestort nederlag ved det kommende valg. Hvorvidt virksomheders lokalisering er lige vigtig for alle brancher i vidensøkonomien er også en anelse uklart – nogle brancher er formentlig mere afhængig af internationale end af lokale netværk.
Iversen og Soskice argumenterer også for, at vidensøkonomien er politisk skabt, hvilket er et vigtigt bidrag, men det er noget tvivlsomt, at alle nationalstater skulle reagere ens, som forfatterne implicit argumenterer for (og så endda på nogenlunde samme tid). Dette er et noget funktionalistisk argument, som næppe indfanger overgangen til vidensøkonomien. Afsluttende kan man også sætte spørgsmålstegn ved, om det er det liberale eller det demokratiske i det liberale demokrati, der er afgørende.
Grund til optimisme?
På trods af disse kritikpunkter står vi dog tilbage med en anden fortælling end den, der har været dominerende i medierne og dele af det intellektuelle miljø de sidste par år. En fortælling, som i stedet tegner et billede af, at nationalstaten er stærk, og at økonomisk ulighed i høj grad er forårsaget af middelklassens påvirkning på politiske beslutninger.
Modsat for eksempel Piketty, men også den tyske økonomiske sociolog Wolfgang Streeck, leverer Iversen og Soskice i deres nye bog således grobund for en betinget optimisme i en tid, hvor det eneste, der synes at blive debatteret, er, hvordan kapitalismen resulterer i stigende ulighed – hvad end den er økonomisk, social eller regional.
Den globale kapitalisme får altså æren for alt for mange dårligdomme. Nationalstaten er stærk, og der kan gøres noget ved uligheden. Det er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er imidlertid, at det kan være nok så svært at rokke på de politiske alliancer, der styrer udviklingen af politikken og derfor også uligheden. I sidste ende er det således os selv, og det jo kan være forfærdeligt modbydeligt at skulle forholde sig til.
Magnus Andersen er ph.d.-studerende, og Søren Frank Etzerodt videnskabelig assistent, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet
Det er altså morsomt, at Iversen og Soskise mener, at dereguleringen i den finansielle sektor skyldes pres fra middelklassen. Efterhånden har de fleste vel ellers regnet ud, at lovgivning på den slags områder bestemmes af velhaveres interesser og for en stor dels vedkommende dikteres af deres lobbyister. Mao.: Man har demokrati ved valgurnerne, og plutokrati i parlamenterne.
Så meget for den positive sammenhæng mellem kapitalisme og demokrati!
Men måske kan det endnu lykkes befolkningerne at erobre magten tilbage…
Men det går galt allerede der, hvor demokrati og kapitalisme ses som hinandens forudsætninger.
De er hinandens modsætning.
Altså, fordi en masse vælgere falder for kageløgnen og stemmer liberalt, er det ikke kapitalismens skyld at den skaber ulighed? Det virker forvrøvlet.
"Æres den som æres bør" lyder et gammelt ordsprog, og i dette tilfælde går forfatterne vist rigeligt langt ud over hvad virkeligheden kan stå på mål for.
- Det simple spørgsmål er jo fortsat; "hvor er alle herlighederne af velfærd, som kapitalens stiller gratis til rådighed for samfundet og det borgere, for kapitalens egne penge?"!
Kigger vi bare på infrastrukturerne i samfundene rundt omkring i verden, - så ligger det sgu meget småt med det, for ikke at sige - det findes ikke, og det gælder også for velfærden!
Skal vi endelig talt om det, må det blive i datid; "der var en gang", - og er det ikke engang løgn, med de tider findes ikke mere, og spørgsmålet om kapitalens indflydelse på demokratiet er også ændret betragteligt via lobbyisme.
Kapitalen bruger i dag mia. på lobbyisme, det har de gjort længe, - og det gør man næppe hvis ikke det kaster de resultater af sig som kapitalen ønsker sig fra politisk side.
Virkeligheden bag dette er, at demokratiet bliver udvandet til et teaterstykke hvert 4 år, hvor borgerne sættes til at stemme om sammensætningen i de enkelte landes parlamenter, - og uanset sammensætningen. så står lobbyisterne klar overfor politikerne i de nyvalgte parlamenter, for at påvirke de politiske beslutninger, hvilket i sin natur undergraver demokratiet indefra, så valget af politisk sammensætning er i nærheden af ingen betydning at have i demokratisk forstand.
Så vidt jeg husker, ville EL i stedet for lukkede møder med lobbyisterne, gøre møder åbne og tv-transmitterede, - det førte i stedet til at lobbyisterne skyndsomt meldte fra overfor EL.
- I sandhed en klar udmelding fra lobbyisterne og deres bagmænd overfor demokratiet, og de hensigter der måtte være i et åbent demokrati!
Man kan derfor med rette anklage lobbyisterne for at undergrave det åbne demokrati ved ikke at ville spille med i åbenheden, og samtidig spørge; "hvad er det disse lobbyister og deres bagmænd ikke vil / tør være åbne omkring, siden de ikke vil deltage i åbne møder, som alle har adgang til.
- Så mange hemmelig formler kan der heller ikke være i vore samfund, som skal beskyttes af hemmeligholdelse af konkurrencemæssige årsager.