Peter Bastian fandt fred efter syv årtiers rastløs, glubende, vidunderlig og umættelig udforskning af tilværelsen

Peter Bastian fandt fred. Til sidst, i sine seneste år, fandt han fred i eget hus, fred på næsten alle niveauer i tilværelsen, personligt, spirituelt og kunstnerisk.

Hvem skulle have troet det? De fleste kendte Peter Bastian som en så utrætteligt og umådeligt ihærdig, ivrig, insisterende, ilter, intens og lynende intelligent musiker og tænker, at ideen om fred syntes fjern. Måske kunne man tro på, at det endte med nekrologernes kliche om at ’få fred’, men ikke at han kunne finde freden som endnu levende.

Men det var det, han gjorde til sidst efter syv årtiers rastløs, glubende, vidunderlig og umættelig udforskning af tilværelsen.

Peter Bastian var, som han selv kaldte det, ’selvstændig empiriker’. Han sansede og analyserede og fortolkede og syntetiserede selv verden, med egne øjne, egne ører og eget hjerte. Han tog ikke for givet, hvad der blev fortalt fra lærestole og prædikestole, men ville selv forstå fysikken, musikken og alt det spirituelle. Forfra og oplevet.

Det krævede en næsten grænseløs flid og ildhu.

Som fysikstuderende var han højt respekteret, som klassisk musiker, som rytmisk musiker, som meditationslærer, overalt blev han mødt med anerkendelse af håndværk og dybde. Bare inden for musikken er det sjældent at finde udøvere, der kan stå i forreste række med både det klassiske – som i den danske Blæserkvintet – og det rytmiske – som i Bazaar. Men det kunne han med lige dele Mozart og Balkanmusik i bagagen.

Flow

Den teoretiske skoling kom Peter Bastian til gode, da han skrev sin vigtigste bog Ind i musikken fra 1987, hvor han gjorde selve musikaliteten til nøglen til at forstå menneskelig bevidsthed: at kunne se en enhed i en mangfoldighed, forskelle, der opleves på én gang og samlet. Omgangen med fysik, med fænomenologi, filosofi og hans mange selvstudier i spirituel litteratur gav ham et sprog og en analytisk kraft, han kunne bruge til at sætte ord på det allermindst teoretiske og abstrakte i verden: improvisationens flow i livemusik.

Peter Bastian foregreb 1990’ernes store internationale interesse for flow og ubevidsthed, sindets evne til at håndtere enorme mængder af information og beregning, når bare man ikke er bevidst om det imens.

Bazaar spillede koncerter helt ude på kanten af katastrofen, hvor Bastian, Anders Koppel og Flemming Quist Møller uden forhåndsaftaler og sikre løsninger under publikums fulde bevågenhed kastede sig ud i eftersøgningen af en tråd. Når det så skete, at de fandt tråden og selv blev lige så overraskede som tilhørerne, indtraf der en ligeværdig og rystende ærlig jubel over, hvor fantastisk tilværelsen egentlig er.

Ingen kan improvisere med den myndighed uden at have øvet sig først. Ikke på det, der skal spilles, for det kendes ikke, men på dette at spille, at føle sig hjemme med sit instrument, sit udtryk, sine indre dæmoner og sin kærlighed til publikum. Live er liv.

Skovbrynet

Men fysik og musik var ikke brændstof nok. Fjeldvandringer og spirituelle øvelser spejlede en opvækst, hvor Peter Bastian, født af to forældre, der var lige så fattige, som de var opsatte på at blive operasangere, var dømt til alenetid. I skoven, i musikken og i tankerne. Der var søskende, og der var legekammerater, men mest af alt var der skovbrynet.

Og siden meditationen, mesterdirigenten Sergio Celibidaches strenge insisteren på umage og talrige rejser i mange spirituelle traditioner af østlig oprindelse. »Kvartalsmunk!«, lød musikerkollega Flemming Quist Møllers dom: Her var en mand, der jævnligt faldt i vandet med askese, bøn og afholdenhed – for en tid, inden han efter endnu et ophold i hverdagslivets overdådighed skulle videre til næste traditions disciplinerede liv.

For hver gang blev sproget finere og mere åbent, men fred var ikke et ord, man ville bruge om det.

Loyal

Sidste lange tur mod ukendt land og fjerne kyster var Bastians aktive medvirken i den amerikanske spirituelle bevægelse EnlightenNext, hvor lederen, Andrew Cohen, bekæmpede egoets dominans i tilværelsen. Bastian slap sin egen kreativitet og blev bevægelsens mand, praktisk og loyal, tro mod cølibatet. Det fik han meget glæde af, men endte i 2010 med at stå af.

Og så kom kærligheden. Efter mange årtiers parforhold præget af intens kærlighed, men også meget sjusk fra Bastians side, blev han grebet eller taget. Direktør Helle Skaarup, med en lang karriere som leder af kulturelle centre, rakte ud til munken og ville have ægteskab. Peter Bastian var målløs, men endte med at tage imod kærlighedens nådegave, og de blev gift i foråret 2014. Den uforbeholdne kærlighed.

Få måneder senere faldt dommen. Akut leukæmi. Fjorten dage tilbage. Punktum. Og dog en mulighed: en kemoterapi langt ud over det sædvanlige med skyhøj risiko for at tage livet af patienten. Det førte, sammen med en knoglemarvstransplantation med celler fra søster Karin, til, at det hele holdt frem til i mandags.

Det gav et par år mere, og de førte til fred i Peters hus. Ikke bare den konkrete kærlighed med Helle, men også en kristendom, der bankede på i Peters sind, førte til freden. I juni 2015 blev den 72-årige Peter døbt i Løgumkloster Kirke. Den følelsesmæssige virkning var overvældende. Peter Bastian fandt frem til en spirituel tradition, hvor han følte sig »altid allerede elsket«. Hvor kærligheden bare var der, uanset om han var flink, flittig, from eller ej.

Spirituel saltomortale

Hvor de moderne spirituelle traditioner handler om at meditere sig til at opnå kærlighed, eller være dydig nok til den, om kærlighed, som noget man gør sig fortjent til, fandt Peter Bastian den betingelsesløse kærlighed i kristendommen. Fred.

Igen måske noget, man kan undre sig over, for vi andre forbinder nok ikke lige kristendommen med betingelsesløs og favnende kærlighed. Men det endte Bastian med at gøre, og det i en grad, som fik mange præster til at spidse øren. For selvfølgelig endte Peter Bastians sidste store spirituelle saltomortale med, at han blev mere kristen end den kristne kirke.

Alle de knirkende og livstrætte dogmatikker var ikke det, der fristede. Det var snarere en lære om tre principper – faderen, sønnen og helligånden – som hver for sig intet kunne og ikke kunne stå alene, fordi de så bare var enten strenghed, kærlighed eller kreativitet og derfor ikke nok af det, der giver liv – men tilsammen skabte en musikalsk enhed, som kunne favne livets modsætninger.

Kræfterne svigtede

I sin bog Mesterlære fra 2011 har Peter Bastian berettet sin livshistorie frem til og med EnlightenNext. Han havde håbet at få skrevet historien om de sidste år ned i en afsluttende bog, men kræfterne svigtede til sidst.

For to uger siden satte han og jeg os derfor på hans værelse på Arresødal Hospice med en båndoptager for at føre en sidste af de daglange samtaler, vi har elsket at tage flere gange årligt de seneste 30 år under vandreture i nordsjællandske skove. Denne gang blev vi inden døre, og det var mest Peter, der talte, selvfølgelig. Og han fortalte historien om at finde fred og alt det, der skete undervejs.

Søndag morgen mistede Peter Bastian bevidstheden. Hans mund spidsedes dog til, og hans øjenbryn løftede sig umærkeligt, da hans kone, søster, datter og tre andre venner nåede til de sidste linjer af »I skovens dybe, stille ro«:

         I mosen kvækker højt en frø

         stærkt damper mark og sø,

         nu klokken tier, – aftens fred

         sig stille sænker ned.

Det var formiddag, det var Bastian, og han havde lidt over et døgn tilbage, før han fik den fred, hans ansigt lysende viste, at han allerede havde fundet.

En mester.