Seneste nyt

  1. Biden mødtes med 4-årig: 'En påmindelse om, at amerikanere og andre stadig bliver holdt som gidsler'

    USA's præsident Joe Biden har mødtes med en fireårig pige, der som det første amerikanske gidsel blev frigivet af Hamas under våbenhvilen i november.

    Sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan forsikrer på et pressemøde om, at USA fortsat arbejder på en ny aftale om våbenhvile mellem de to parter.

    - Det var en påmindelse om, at amerikanere og andre stadig bliver holdt som gidsler, siger han.

    Kort forinden frigav Hamas en video af en israelsk-amerikaner, der fortsat er taget som gidsel. Fra IDF's talsperson Daniel Hagari lyder det, at man vender alle sten for at finde gidslerne.

    Det fik folk på gaden i Jerusalem for at kræve, at forhandlingerne snart når et resultat.

  2. USA kræver svar i sag om 'massegrav' i Gaza

    Det Hvide Hus forlanger nu svar fra Israel på årsagen til den 'massegrav' i Khan Younis, som myndighederne i Gaza melder om at have bjerget op mod 300 lig fra.

    - Vi vil have svar. Vi vil forstå præcis, hvad der er sket, siger USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, på en pressebriefing.

    Nogle lig blev ifølge civilforsvaret i Gaza fundet med hænder og fødder bundet. DR har ikke mulighed for at verificere oplysningerne.

    Israels militær, IDF, afviser beskyldninger om at stå bag.

  3. Senatsudvalg skal undersøge Novos priser i USA

    Et stående udvalg i det amerikanske senat har indledt en undersøgelse af Novos priser på diabetesmedicinen Ozempic og vægttabsmedicinen Wegovy i USA.

    Det skriver det amerikanske medie CNBC.

    Udvalget ledes af den uafhængige senator Bernie Sanders, som har sendt et brev til Novos administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, hvor han beder om en forklaring på, hvordan medicinens pris fastsættes, og hvor meget Novo bruger på research og udvikling.

    I brevet nævner han også, at der er stor forskel på, hvad prisen er på de to typer medicin i forskellige lande.

    Novo har fået ind til den 8. maj til at svare på udvalgets spørgsmål.

    Til CNBC skriver Novo, at den offentlige debat ikke altid afspejler en meget kompleks virkelighed.

    Bernie Sanders har offentliggjort sit brev til Novo, på det sociale medie X. (© Bernie Sanders på X)
  4. Efter 200 dages krig i Gaza hersker sammenbrud og kaos i ruinerne. Hamas dominerer stadig, og Israels erklærede mål om at eliminere dem er urealistisk, advarer internationale eksperter.

  5. Det vil få betydning for frederikshavnerne, at kommunen overtager gæld.

  6. Det kuldsejlede Vinge-projekt er langt fra den arkitektoniske perle, som kommunen slog det op til at være få år tilbage.

  7. USA har i hemmelighed sendt langtrækkende missiler til Ukraine

    Tidligere på måneden fik Ukraine i al hemmelighed leveret en række langtrækkende ATAMSC-missiler fra USA.

    Det oplyser Garron Garn, som er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til det amerikanske medie CNN.

    Missilerne blev leveret som del af den våbenpakke fra marts, som Ukraine fik leveret tidligere på måneden.

    - Det blev ikke oplyst på daværende tidspunkt, at vi giver Ukraine denne her nye mulighed. Det bad Ukraine om for at sikre deres operationelle sikkerhed, siger Garn til CNN.

  8. Verdensstjernen har rent fysisk kunnet modstå belastningen efter sit comeback fra en lyskeskade, siger Aalborg Håndbolds træner.

  9. Seks fly fra København aflyses på grund af fransk flystrejke

    Flyrejsende fra København til Frankrig i morgen skal lige tjekke, om de stadig kan komme af sted med det planlagte fly.

    Seks afgange fra Københavns Lufthavn er nemlig aflyst som følge af en endagsstrejke varslet af de franske flyveledere.

    Det oplyser presseafdelingen i Københavns Lufthavn til Ritzau.

    Der er tale om afgange til Paris, Nice og Marseille.

    Passagerer, som er ramt af aflysningerne, skal henvende sig til det flyselskab, man har booket en flybillet hos, lyder det fra Københavns Lufthavn.

  10. Rundt om på landets skoler er risikoen for snyd med ChatGPT så markant, at det kalder på ændringer af eksamenerne. De nye prøver bør inddrage brugen, lyder anbefalingen.

  11. SF: Smidt ud af forhandlinger om handicapaftale

    SF er ikke mere med i forhandlingerne om en ny handicapaftale. Forhandlinger som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ført på regeringens vegne med Konservative, De Radikale og altså i første omgang også SF.

    - Vi er blevet bedt om at tage vores gode tøj og gå, siger SF's handicapordfører, Charlotte Broman Mølbak, til Ritzau.

    For SF har der været for mange tidsler i regeringens udspil til, at de vil støtte det, og det har nu fået den konsekvens, at de er ude af forhandlingerne.

    Et aftaleudkast, som DR har set, præsenterer i alt 22 nye initiativer på handicapområdet og har vakt kritik. Kritik, som Pernille Rosenkrantz-Theil afviser.

  12. Der skal dog være strengere regler på området, mener EU-parlamentarikere.

  13. Spaniens premierminister overvejer sin fremtid

    I et brev, han har lagt på det sociale medie X, skriver Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, at han tager en pause fra sine offentlige pligter for at overveje sin fremtid.

    Det sker, efter at en domstol i Madrid tidligere i dag, ifølge nyhedsbureauet Reuters, meddelte, at den ville sætte en indledende undersøgelse af bestikkelsesbeskyldninger mod Sanchezs kone, Begona Gomez, i gang.

    Beskyldninger som Sanchéz mener, den spanske højrefløj står bag, og som han kalder mudderkastning.

    I brevet skriver han, at han vil overveje, om det er det værd at fortsætte, eller om han skal trække sig som premierminister.

    Han skriver også, at hans hustru vil forsvare sig og samarbejde med myndighederne.

  14. Danskeren er ude af af Madrid Open efter et nederlag i tre sæt til Sara Errani onsdag aften.

  15. Flere foreninger og en forsker har kritiseret den kommende aftale for at ville spare på handicapområdet.

  16. Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

    Medicinrådet har besluttet at anbefale lægemidlet Enhertu til kræftpatienter med den uhelbredelige brystkræfttype HER2-lav.

    Anbefalingen kommer, fordi medicinalkoncernen bag Enhertu har sat prisen ned på den dyre medicin.

    Medicinrådet vurderede tidligere, at prisen var for høj, da der var usikkerhed om, hvor stor effekt medicinen har på kræftpatienterne.

    Den nye prisaftale, som Medicinrådet har indgået, betyder, at de første behandlinger fortsat er meget dyre, men at prisen trappes ned efter flere behandlinger.

    Medicinrådet har tidligere vurderet, at omkring 130 personer årligt vil være kandidater til at komme i behandling med lægemidlet, skriver Ritzau.

    Medicinen er allerede anbefalet til brystkræfttypen HER2-positiv.

  17. Der er rift om ny-rige unge blandt bankerne

  18. Medicin, der kan bruges til at tabe sig, kan være farlig for nogen, og i værste tilfælde udløse en spiseforstyrrelse, mener eksperter.

  19. Den uvildige Elbit-undersøgelse bliver udvidet

    Undersøgelsen af indkøbet af våben fra israelske Elbit Systems bliver udvidet. Det skriver forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

    I oktober sidste år blev regeringen og et flertal af folketingets partier enige om, at et advokatfirma skulle lave en uvildig undersøgelse af omstændighederne om våbenkøbet i starten af 2023.

    Nu er regeringen og den samme kreds af partier enige om, at advokatundersøgelsen også skal kigge på, hvorfor leveringen af de to ildstøttesystemer PULS og ATMOS bliver forsinket, og hvorfor PULS bliver væsentligt dyrere.

    Den oprindelig undersøgelse skulle have været færdig 1. april, men blev forsinket. Nu ventes den udvidede undersøgelse færdig i løbet af juli måned.

  20. Kirkegården er som en slikbutik for rådyr, siger kendt naturekspert.

  21. Genopdaget Klimt-maleri solgt for 224 millioner kroner

    Gustav Klimts maleri 'Portræt af frøken Lieser' er blevet solgt på en auktion i Wien for 30 millioner euro, 224 millioner kroner.

    Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

    Maleriet blev bestilt af en rig jødisk forretningsmand og malet af Klimt i 1917 kort før hans død - han færdiggjorde ikke maleriet.

    I midten af 1920'erne forsvandt 'Portræt af frøken Lieser', og det dukkede først op igen i år.

    Portrætter af den kendte østrigske maler dukker sjældent op på auktion, og de sælges normalt for skyhøje beløb.

    I juni sidste år blev et andet Klimt-maleri - 'Kvinde med en vifte' - solgt i London for svimlende 700 millioner kroner.

    Maleriet blev solgt på kunstauktionshuset Kinsky i Wien. (Foto: © Roland Schlager, Scanpix Ritzau/AFP)

    Rettelse: Der stod tidligere 32 millioner euro. Det er solgt for 30 millioner euro.

  22. SF er ude forhandlinger om ny handicapaftale

    SF er ude af forhandlingerne om en ny aftale på handicapområdet.

    - Vi er blevet bedt om at forlade forhandlingerne, fortæller partiets handicapordfører, Charlotte Broman Mølbæk.

    De seneste mange måneder har social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i relativ ubemærkethed sat rammerne for en ny aftale på handicapområdet.

    En aftale, der, når den lander, vil være den første store reform på området siden kommunalreformen i 2007.

    - Det, vi fik at vide, det er, at vi skal være med til at acceptere, at der skal ske økonomiske reduktioner - altså, der skal færre penge til handicapområdet. Det kunne vi ikke sige ja til, siger Charlotte Broman Mølbæk.

  23. Mand varetægtsfængslet efter dødsulykke ved Nørre Snede

    En 34-årig mand, der bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, er blevet varetægtsfængslet in absentia i forbindelse med en dødsulykke på rute 13 ved Nørre Snede. Det skriver Ritzau.

    Her mistede en kvinde i morges livet, efter at to biler kørte frontalt ind i hinanden.

    Manden er indlagt efter ulykken, og det er derfor, han er varetægtsfængslet in absentia.

    Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpede omstændigheder.

    Dommeren har fængslet manden af hensyn til retshåndhævelsen. Det kræver, at der er en særligt bestyrket mistanke om, at manden er skyldig i den rejste sigtelse.

  24. Frederikshavn Havns gæld ender nu i kommunens hænder.

  25. Folketinget undskylder for at have søgt i politikeres mails

    Folketingets Administration undskylder nu for uretmæssigt at have søgt i politikeres e-mails i en sag om et angiveligt brud på et navneforbud i en retssag.

    - Det er en meget beklagelig sag, som vi undskylder over for de involverede, siger vicedirektøren i Folketingets Administration, Torben Skovgaard Andersen, i en meddelelse.

    Kammeradvokaten, som har undersøgt sagen, konkluderer i en redegørelse, at søgningen på e-mails ikke var i overensstemmelse med gældende regler.

    Det er denne redegørelse, som Folketingets Administration nu reagerer på.

    - Vi vil gennemgå og skærpe vores nuværende regler og procedurer, siger vicedirektøren.

  26. Joe Biden har underskrevet loven om hjælp til Ukraine

    Nu har den hjælpepakke til blandt andet Ukraine, som det amerikanske Senat vedtog i nat, fået det eneste, den manglede, for at blive lov: Præsident Joe Bidens underskrift.

    Med pakken er der nu militærhjælp på vej til Ukraine for hvad der svarer til 426 milliarder kroner. Blandt andet skal luftforsvaret styrkes.

    Der er desuden sat mere end 230 milliarder kroner af til forskellige indsatser i forhold til Israel og Taiwan.

    Hjælpepakken har været mange måneder undervejs.

  27. Den seneste sildekonge, der er blevet bevaret, drev i land på Læsø for omkring 34 år siden.

  28. Både Liberal Alliance, SF og Enhedslisten er åbne for, at staten kan hjælpe Randers Kommune økonomisk - men der er et men.

  29. Iransk rapper dømt til døden i forbindelse med demonstrationer i 2022

    Den iranske rapper Toomaj Salehi er blevet dømt til døden for at have støttet demonstrationer i Iran i forbindelse med Mahsa Aminis død i 2022.

    Det fortæller Salehis advokat til den iranske avis Sharq ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I sine sange og tekster kritiserede rapperen regimet og støttede protesterne i de iranske gader, efter at Mahsa Amini mistede livet i det iranske moralpolitis varetægt.

    Sidste år blev han idømt seks års fængsel, men undgik dødsstraffen efter en kendelse i Højesteretten.

    Men den iranske revolutionsgardes domstol har nu valgt ikke at følge landets højesteret og i stedet dømme Salehi til døden, siger hans advokat Amir Raisian.

    Advokaten fortæller til den iranske avis, at dommen vil blive anket.

  30. Samarbejde skal forhindre bandemedlemmer uden job i at gå under radaren

    Ledige med relationer til bandemiljøet skal ikke gå under kommunens radar, hvis de flytter fra Odense til Kerteminde Kommune.

    Det vil et nyt samarbejde mellem de to kommuner sørge for.

    Det seneste år er der flyttet 10 uden job med relationer til bandemiljøet fra Odense til Kerteminde Kommune.

    Og her vil man ikke acceptere, at bandemedlemmer eller folk med relation til bandemiljøet hæver for eksempel kontanthjælp, samtidig med at de tjener penge på kriminalitet.

    Det vil et samarbejde gøre op med, siger borgmesteren i Kerteminde, Kaster Ejsing Olesen (S).

    - Vi så, at der var folk i bandemiljøet uden job, som havde fundet et hul i lovgivningen ved at flytte til Kerteminde Kommune, fordi Odense Kommune pustede dem for meget i nakken.

    - På den måde fik de et pusterum.

  31. Fem drenge er blevet tiltalt for at have udsat to forurettede for vold og ulovlig tvang på skolen i maj 2023.

  32. Siden optagelserne af 'Indefra med Anders Agger' har en af de medvirkende fået det betydeligt bedre.

  33. Den belgiske cykelstjerne Lotte Kopecky dropper Touren til fordel for OL.

  34. Anholdt 16-årig stod ikke bag bombetrussel mod skole

    Vestegnens Politi slår nu fast, at en 16-årig dreng, som politikredsen i går anholdt i forbindelse med en bombetrussel mod Elsted Skole i Lystrup ved Aarhus, ikke mere er mistænkt i sagen.

    Det er en mindreårig fra samme bopæl derimod. Det skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.

    - De sociale myndigheder forestår det videre forløb. Vi kommenterer ikke sagen yderligere, skriver politiet i opslaget.

    Bombetruslen, som blev indtelefoneret, betød, at den østjyske skole i går blev evakueret og der blev tilkaldt både bombehunde og rullemarie til at gennemsøge skolen.

  35. En 40-årig mand er blevet frifundet for bestikkelse.

  36. Varetægtsfængslinger i terrorsag forlænget

    I en sag fra december, hvor tre personer blev varetægtsfængslet efter en antiterroraktion, har de tre ved Retten på Frederiksberg igen fået forlænget deres fængsling.

    To af dem, en 58-årig mand og en 21-årig kvinde, frivilligt. For mandens vedkommende i fire uger, mens kvinden kun var gået med til en forlængelse på en uge.

    Den tredje person, en 20-årig kvinde, var i retten med sin advokat, skriver Ritzau. Her endte dommeren med at forlænge hendes varetægtsfængsling.

    Fordi der er dobbeltlukkede døre i sagen, kendes sigtelserne mod de tre ikke.

    Ifølge DR's oplysninger indgår en kobling til krigen mellem Israel og Hamas i den mørklagte sag om terrorplaner.

  37. Milliard-underskud i Boeing efter flyveforbud og forsinkelser i produktionen

    Den amerikanske flyproducent Boeing kæmper i den grad med økonomien, efter en række tekniske problemer med flyene har ført til flyveforbud og forsinkelser i produktionen.

    De første tre måneder af 2024 viser et driftsunderskud i passagerflyforretningen på 7,7 milliarder kroner, skriver Ritzau.

    Året startede katastrofalt, da et Boeing 737 Max-fly i januar mistede et sidepanel og efterlod passagererne stirrende ud i den mørke vinterhimmel. Det førte til et flyveforbud for denne type fly.

    Forud for dette var der også problemer med løse bolte og en manglende møtrik i et haleror.

    Boeing oplyser, at man er i gang med gennemgribende ændringer for at sikre både kvalitet og sikkerhed.

  38. Efter sommerferien mangler Strynøs børnehus en pædagog og en leder. Men nu har strynboerne lavet en jobkampagne på sociale medier.

  39. Ingen vil tabe ansigt - så nu kan det milliardstore forsvarsforlig ende i sammenbrud.

  40. To anholdt og mistænkt for drab på to børn i Stockholm-forstad

    To personer er blevet anholdt, efter at to børn i aftes blev fundet døde i en bolig i Södertälje tæt på Sveriges hovedstad, Stockholm.

    Ifølge svensk politi er der tale om to voksne familiemedlemmer, og de mistænkes for drab, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

    Den ene af de anholdte blev bragt til et hospital med alvorlige skader, skriver TT.

    Politiet har onsdag eftermiddag endnu ikke oplyst køn og alder på børnene.

    Det er også uklart, hvordan børnene er døde.

  41. Dansk Erhverv om nye pantregler i EU: Det har 'kæmpe betydning'

    Fra 2029 kan man ikke længere slippe for at betale pant, hvis man køber sine øl og sodavand i Tyskland. Det har EU-Parlamentet vedtaget som del af en ny emballageforordning i dag.

    Hos Dansk Erhverv vækker forordningen glæde. De repræsenterer de danske butikker, som har følt sig udsat for unfair konkurrence fra de tyske konkurrenter sydfra, skriver Ritzau.

    - De nye regler har kæmpe betydning, og vi vil presse på for, at efterlevelsen sker hurtigst muligt, siger Henrik Hyltoft, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.

    - Der er dog lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser.

    Dansk Erhverv anslår, at der hvert år kommer 650 millioner dåser uden pant til Danmark, og selv om mange af dem genbruges, havner en del også i naturen, skriver Ritzau.

  42. Terrorsigtede skal blive i deres celler i mørklagt sag

    Tre sigtede i en sag om terror skal forblive i deres celler.

    Det har Retten på Frederiksberg besluttet onsdag.

    To af de sigtede, en 58-årig mand og en 21-årig kvinde, valgte frivilligt, at deres varetægtsfængslinger forlænges. Den tredje, en 20-årig kvinde, ville løslades, men dommeren vurderede, at der var grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen.

    Men der er forskel på, hvor længe deres fængslinger foreløbigt varer.

    Den 20-årige forlænges i to uger, den 21-årige i én uge og den midaldrende mand i fire uger. Hvorfor der er forskel, vides ikke.

    Sagen kører for dobbeltlukkede døre, så ikke engang sigtelsen mod de tre personer er blevet oplyst. PET og politiet anholdt personerne i december under en storstilet aktion, og på et pressemøde fortalte tjenesterne om, hvordan politiet har et særligt øje på jødiske instutitioner.

    I alt syv personer er sigtede i sagen.

    Tre af dem opholder sig i udlandet, mens den syvende sigtede blev løsladt tidligere på året.

    Det vides ikke, hvordan de forholder sig til sigtelserne.

  43. Oprydningsarbejdet ved Nordic Waste presser Randers Kommunes økonomi til det yderste.

  44. 27-årig mand varetægtsfængslet for overfald med saks

    En 27-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for drabsforsøg efter et overfald på en 35-årig mand, som han begik med en saks.

    Det skriver Østjyllands Politi på X.

    Episoden fandt sted i går bag en tankstation på Grenåvej i Risskov, hvor den 27-årige også blev anholdt.

    Ifølge politiet har de to haft "et kortere bekendtskab". Man mener, at overfaldet skyldtes en uoverensstemmelse.

    Den 35-årige mand er uden for livsfare.

  45. Sammen med sand og støv blæste rekordvarm luft fra Sahara også op over Grækenland.

  46. Der kommer også et forbud mod at pakke frugt og grønt ind i plastik med ny EU-forordning.

  47. Skattestyrelsen: Hvem ejer disse 13,6 millioner kroner?

    Skattestyrelsen leder efter ejerne af i alt 13,6 millioner kroner, som står i danske banker.

    Pengene står på 698 konti og 80 depoter, hvor brugerne ikke har givet tilstrækkelige personoplysninger. Myndighederne kan derfor ikke komme i kontakt med dem.

    Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Borgerne er blevet efterlyst i Statstidende. Den 29. april udløber efterlysningen, hvorefter pengene bliver inddraget og ryger i statskassen.

    På en af de knap 700 konti står der mere end 800.000 kroner, mens syv konti har et indestående på over 100.000 kroner.

    Underdirektør i Skattestyrelsen Michael Medom Hansen opfordrer folk til at tjekke listen og kigge efter sit eget eller venner og bekendtes navne, før pengene bliver indrraget.

  48. Militærheste slap fri og løb rundt i Londons gader

    Flere heste har i dag været løs i London, hvor de har løbet rundt i den centrale del af byen.

    Hestene var uden ryttere på ryggen og skabte skader på både sig selv og på køretøjer i den kaotiske situation. Op til fem personer er kommer til skade, skriver The Guardian.

    Der er tale om militære arbejdsheste, som slap løs i forbindelse med en rutineøvelse her til morgen, oplyser militæret.

    Det har været usikkert, hvor mange heste, der var tale om, men omkring klokken 13 skriver BBC, at fem heste var sluppet løs.

    Alle hestene skal være indfanget. To heste har fået skader og bliver tilset af en dyrelæge.

    Også militært personale er blevet såret, skriver The Guardian.

  49. 17-årig tiltalt for knivstik mod 13-årig på skole

    Under en episode på Brøndby Strand Skoles afdeling Bækkelund den 1. marts blev en 13- årig skåret dybt i armen.

    Umiddelbart efter blev en skolekammerat anholdt for knivstikkeriet, og nu er anklagemyndighedens tiltale mod ham klar.

    Anklagemyndigheden vil have den 17-årige idømt en ubetinget fængselsstraf og en tillægsforanstaltning fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet i sagen, skriver Ritzau.

    Retten valgte efterfølgende at varetægtsfængsle drengen.

    Den nu tiltalte 17-årige har siden episoden opholdt sig på en sikret institution i Nordsjælland, skriver Ritzau.

    Sagen skal afgøres den 27. juni ved Retten i Glostrup.

Mere fra dr.dk